Projektperiode: April 2015 – Marts 2019
Målet med dette projekt er at få mere energieffektive skibe gennem involvering af besætning og rederi. Hovedfokus vil ligge på analyse af arbejdsskibe og mindre færger med et varieret driftsmønster. Projektet skal demonstrere, hvorledes der med forholdsvis simple tiltag kan foretages en reduktion i energiforbrug og tilhørende emissionsudslip om bord.
Det forventes, at der gennem projektet opnås grundlæggende viden omkring menneskers involvering i energieffektivisering. Hvordan skabes et system, der opfordrer og motiverer til involvering og medvirker til løbende energiforbedringer om bord på skibe? Hvilke faktorer og metoder har stor indflydelse, og er der metoder, der har større effekt end andre?
Projektet er et samarbejde mellem erhverv, maritim uddannelsesinstitution og universitet. Energieffektiv drift af skibe er et emne, der indgår i de maritime uddannelser på SIMAC. Projektet vil derfor, udover den kommercielle del – indtjening, kompetenceløft, øget beskæftigelse i erhvervet – medføre, at der gennem uddannelse sikres tilgang af personer med stor viden indenfor energieffektivitet til det maritime erhverv.
Projektet er et delprojekt under Blue INNOship.
Blue INNOship er den samlede betegnelse for et større samfundspartnerskab, som skal sætte skub i Det Blå Danmark gennem grøn innovation. Partnerskabet er et tværgående samarbejde med omkring 40 partnere fra bl.a. industrien, rederier, universiteter og myndigheder. Partnerskabet består af 14 innovationsprojekter, hvoraf dette er det ene.